Et forhold uden ord: Når kulturen former sproget

Sprog er sjældent bare en neutral udveksling af information.

Det er et spejl af den kultur og historie, vi lever i.

Nogle gange finder man begreber på andre sprog, der beskriver en følelse så præcist, at man undrer sig over, hvorfor ens eget sprog mangler det.

Andre gange fortæller netop manglen på et ord en langt større historie.

Dette blev tydeligt for os i redaktionen af Italia Mandag, som er et redaktionelt og læringsorienteret projekt fra Studia.dk.

Hver mandag kl. 7 får du her et lille ugentligt kig mod Italien – med korte nyheder om samfund, sprog og kultur på både dansk og italiensk.

Det er helt gratis og perfekt for dig, der vil starte ugen med ny inspiration og holde dit italiensk ved lige.

👉 TILMELD DIG ITALIA MANDAG HER

I denne uges udgave faldt vi over det tyske ord 

“Zweisamkeit”

Mellem individet og fællesskabet

Begrebet Zweisamkeit betegner en helt særlig form for samvær.

Det handler ikke nødvendigvis om romantisk kærlighed, men om en tilstand, hvor livet får struktur i mødet med én bestemt anden.

Det er en eksklusiv boble; et “vi”, der isolerer sig fra resten af verden for at finde ro i hinanden.

På dansk kender vi tosomhed.

Det kommer tæt på, men bruges ofte mere konkret om det stille, delte hverdagsliv. 

Zweisamkeit rummer en mere eksistentiel dimension – en selvvalgt isolation for to.

Det italienske paradoks

Når vi vender blikket mod Italien, sker der noget interessant: Der findes ingen direkte oversættelse.

Hvorfor mangler italiensk – romantikkens sprog – et ord for denne intime tosomhed?

Svaret skal findes i den italienske virkelighed.

Den italienske kultur har historisk set været dybt forankret i det kollektive.

Livet leves ikke bag lukkede døre, men på la piazza, i den udvidede familie (la famiglia allargata) og i sociale fællesskaber.

I århundreder har idealet ikke været at trække sig tilbage i en boble af to personer, men at deltage i det store teater, som samfundet udgør.

En relation, der eksisterer udelukkende mellem to personer uden indblanding fra slægt eller venner, har traditionelt været set med en vis skepsis.

I Italien er kærlighed ofte en social begivenhed, noget der deles, diskuteres og leves udadtil.

Hvis ordet mangler, hvad gør man så?

Det betyder naturligvis ikke, at italienere ikke oplever tosomhed. Men sproget vælger andre veje for at beskrive det.

I stedet for et statisk navneord, bruger italiensk ofte mere dynamiske begreber som:

• Complicità (Komplicitet): En dyb, ofte uudtalt forståelse mellem to mennesker. Det antyder en alliance, en hemmelig “pagt” mod resten af verden, snarere end en fysisk isolation.

• Intesa (Forståelse/Samklang): Følelsen af at være på samme bølgelængde.

At ordet for den isolerede tosomhed mangler, fortæller os, at det italienske “vi” sjældent er helt alene.

Det er altid i en dans med omverdenen.

En fordel for dig som studerende

For nu findes Zweisamkeit altså ikke på italiensk.

Men relationen kan sagtens være der – stille, som de ting der endnu ikke har fået et navn.

Og for dem der studerer italiensk, er det måske en gave: Sproget er rigt og nuanceret, men lige her er der én glose mindre at huske.

I stedet kan du fokusere på at lære at udtrykke den complicità, der gør italienske relationer så levende.