Bånd der bliver ved – en lørdag i Villasor
🇮🇹 Artiskokker, familier og et fællesskab der stadig findes mellem murene
Der findes steder, hvor tiden ikke har travlt.
Villasor er et af dem – en lille by i det sydlige Campidano, tæt på Cagliari, hvor efternavne stadig genkendes, og hvor venskaber får lov til at vare.
Lørdag den 29. november 2025 tog vi dertil for at opleve Festa del Carciofo, den lokale artiskokfest.
Vi tog af sted med Valentino, hans mor og hans bror Antonio – og for at besøge Silvia, en sardisk veninde vi har lært at kende i Danmark, og hendes mand Ugo, som også stammer fra en lille landsby tæt på Villasor.
Derfor begyndte dagen ikke i byens centrum, men hos Silvias forældre.
Kaffen var klar, før jakkerne var taget af – i små byer behøver gæstfrihed ikke blive sagt højt.
Vores venskab begyndte i Danmark, men i Villasor føltes det, som om båndene allerede havde slået rødder her.
Byen hvor murene taler
Villasor er ikke en turistby, men en levende landsby.
Det historiske centrum rummer:
San Biagio-kirken
Siviller-slottet
Det tidligere kapucinerkloster
Santa Vitalia-kirken
Sant’Antioco-kirken
De traditionelle campidanesiske lerhuse i bymidten
Bygningerne står ikke som monumenter, men fordi nogen stadig tager ansvar for dem.
Området har altid været et landbrugsområde, og her dyrker man stadig den sardiske, tornede artiskok – symbolet på Villasor.
Derfor handler Festa del Carciofo om mere end mad: det handler om tilhør.
Når en fest bliver til et møde
Fra 28.–30. november blev hele byen fyldt med smagsprøver, musik og udstillinger.
Initiativet “Portali Aperti” åbnede familiernes traditionelle huse for besøgende: man kunne se håndværk, høre historier og smage hjemmebagte kager og lokal vin – ikke som salg, men som gæstfrihed.
Midt i eftermiddagen begyndte flere at dukke op:
Silvias kusine, Ugos søster, venner fra andre landsbyer.
Børn legede sammen uden introduktion, nye retter kom på bordet, og samtaler startede af sig selv.
Det var ikke planlagt – det skete bare.
Silvias tanter lavede maden på pladsen, og til den blev der serveret hjemmelavet Cannonau-vin fra lokale landmænd.
Smagene var enkle og ærlige – som noget, der stadig har et sted at høre til.
Udenfor var der aktiviteter for alle:
CarcioBike-cykelturen gennem artiskokmarkerne, madværksteder for børn og musik.
Lyden skiftede mellem rock, folk og launeddas – et gammelt sardisk blæseinstrument af tre bambusrør, spillet siden nuraghertiden og stadig brugt ved lokale fester.
🩷 Det der bliver tilbage
Da aftenen faldt på, sad vi stadig sammen.
Børn løb mellem husene, folk talte videre, og der var plads til alle.
Vi så ikke en by, der forsøgte at vise noget frem.
Vi så et fællesskab, der stadig levede – gennem familier, hverdag og bånd, som ikke behøver forklaring.
Det var nok.
