PÅSKEUGEN 2025 – Gruppe Sprogrejse
🇮🇹 Påske 2025 – Når dansk og sardisk kultur smelter sammen i Iglesias
Der er noget magisk ved gentagelser.
Når vi år efter år åbner dørene for vores påske-sprogrejse, er rammen den samme – de gamle processioner, de middelalderlige kirker, den intense stemning i Iglesias’ gader.
Men hver gruppe bringer sin egen energi, skaber sine egne minder, efterlader sit eget aftryk.
2025-gruppen skulle vise sig at blive noget helt særligt.
☕ Mandag – Fra Cafè Novecento til sardisk paradis
Vi mødtes som altid på Cafè Novecento – vores faste startpunkt, hvor nervøsitet blander sig med forventning over den første cappuccino.
Efter formiddagens undervisning ventede en oplevelse, jeg havde glædet mig til at dele med gruppen.
Agriturismo Il Paradiso ligger kun 10 minutter fra Iglesias, men når man kører ind på gården, føles det som en anden verden.
Grønne marker så langt øjet rækker, og midt i det hele: Tommaso og hans kone, der ventede på os med åbne arme.
– Benvenuti!
råbte Tommaso, og allerede mens vi steg ud af bilerne, dukkede de første lækkerier op – hjemmelavet ost, skinke, brød lige fra ovnen.
Alt produceret på gården.
Men det bedste kom, da vi rullede ærmerne op og gik i køkkenet.
– I dag laver vi mad til en hel landsby!
grinede Tommaso, og han havde ret.
De mængder, vi tilberedte, kunne have mættet flere familier.
Mens vi arbejdede, fløj de italienske ord gennem køkkenet – tagliare (skære), mescolare (blande), assaggiare (smage – det sidste ord lærte alle hurtigt! 😂).
Tommaso viste os rundt på gården, præsenterede os for sine dyr med samme stolthed, som var de familiemedlemmer.
Og måske er de det på en måde – her på Sardinien er forholdet mellem mennesker, dyr og land noget helt særligt.
– Vi overlevede aftensmaden, skrev en af kursisterne senere.
– Og ja – vi er her endnu! Udover at være stærke i italiensk, viste vi os også at være ret skarpe i et køkken. 😅
🌊 Tirsdag – Porto Flavias historie bliver levende
Efter tirsdagens morgenlektioner kørte vi mod kysten.
Porto Flavia ventede, og selvom det er et af Sardiniens mest besøgte steder, havde vi igen sørget for en oplevelse ud over det sædvanlige.
– Der er steder, man kan forbinde med dufte og farver,
forklarede jeg gruppen, mens vi stod ved indgangen.
– Men Porto Flavia forbinder man med alle følelser på én gang.
– Her har hele generationer formet landskabet med sved og hårdt arbejde.
Vores guide tog os med gennem dette ingeniørmæssige mesterværk, og pludselig blev historien levende.
Ord som galleria (tunnel), minerale (mineral), ingegneria (ingeniørkunst) fik konkret betydning, mens vi gik gennem de underjordiske gange.
Efter besøget sad vi i solen på pladsen foran Porto Flavia.
Lello, der driver den lille café, kom ud med aperitivo og hjemmelavede pardulas – den sardiske påskekage.
– Disse er til jer,
sagde han med et smil.
– Fordi I ikke bare er turister – I er her for at lære vores kultur at kende. 🩷
Og det er præcis det, der gør vores tilgang unik:
Man lærer ikke italiensk uden grammatik – men kun med grammatik lærer man ikke italienerne at kende rigtigt.
🍷 Onsdag – Regn, vin og sardisk gæstfrihed
– Det regner sjældent på Sardinien,
lo jeg, da vi vågnede til grå skyer.
– Men når det gør, er det som regel fordi vores danske kursister er på besøg.
– Det er en slags velkomst – så I føler jer hjemme! 😅
Og ganske rigtigt – det var selvfølgelig den dag, vi skulle besøge Paolo på Cantina Arrialis.
Men lader vi os stoppe af lidt regn? Aldrig!
Paolo tog imod os, som han altid gør – med en entusiasme, der får selv den grimmeste regnvejrsdag til at lyse op.
Hans italiensklektion om vinens verden er legendarisk.
Mens vi smagte hans fantastiske vine, lærte vi ord som fermentazione, biologico, terroir – alt sammen gennem smagning og oplevelse.
– Denne olie laver jeg selv,
forklarede Paolo med stolthed.
– Og denne ost? Den kommer fra lokale hyrder – de producerer kun små mængder af denne type, så den er næsten umulig at finde andre steder.
– Og I må smage min mors melanzane fritte – friterede auberginer, som vi laver dem her i området. De er spektakulære!
Sådan bliver sprogindlæring til kulturforståelse.
Når man smager historien, traditionerne, venskaberne i hvert enkelt produkt.
Heldigvis giver Paolos biologiske vine ikke hovedpine – det opdagede vi til næste dags morgenundervisning!
🎨 Torsdag – Fra mustazzeddus til keramik
Torsdagen startede med en lokal tradition: mustazzeddus til frokost.
– Vi kalder det bare ‘pani e tomatiga’ på sardisk– brød og tomat,
forklarede jeg.
– Men smagen er så meget mere end det.
Eftermiddagen bød på noget helt særligt.
I Silvanas keramikværksted blev italiensk til noget, man kunne forme med hænderne.
– Når I tager hjem fra Sardinien, sagde vi til gruppen,
– Tager I to ting med. Det ene kan ikke ses, men mærkes – vores fællesskab og de værdier, I har oplevet.
Det andet laver I selv: vores traditioner, som bliver til noget personligt gennem det, I skaber med jeres hænder.
Kursisterne formede symboler fra Påskeugen – germani (figuranterne i processionerne), den sardiske pavoncella (vibe), og naturligvis pardulas i keramik.
Italienske ord som argilla (ler), modellare (forme), cuocere (brænde) blev lært gennem handling.
Om aftenen tog vores ven Marco os med på en guidet tur gennem de syv middelalderkirker.
Hans fortællinger om Påskeugen, blandet med historiske anekdoter, gav kursisterne den dybe forståelse, de skulle bruge til fredagens store finale.
✨ Fredag – Fra tidløs grotte til levende traditioner
Fredagens morgenundervisning havde et særligt fokus – at forberede alle på eftermiddagens kontraster.
Grotta Santa Barbara er svær at beskrive med ord.
– En 500 millioner år gammel grotte,
fortalte jeg,
– som først for nylig blev opdaget af minearbejdere.
Da vi stod i den underjordiske katedral, skabt af naturen selv, blev alle stille.
Jeg så mit snit til en sproglig pointe:
– Så næste gang I tænker over, hvor lang tid det tager at lære italiensk, så tænk på grotten – og giv jer selv lov til at lære i jeres eget tempo, med ro i maven…
bare det ikke tager 500 millioner år! 😂
Latteren rungede gennem grotten – og pludselig var alle afslappede igen.
Om aftenen ventede den perfekte afslutning.
Mens Langfredagens processioner bevægede sig gennem de historiske gader i religiøs stilhed, kun akkompagneret af trommer og matraccas, sad vi hos Stefano på Enoteca Ciccimonelli.
Kontrasten var slående – udenfor århundredgammel tradition og andagt, indenfor moderne sardisk gæstfrihed med fantastisk vin og aperitivo.
Begge dele lige ægte, lige sardiske.
Aftenen sluttede på Ristorante Ristò, hvor italiensk flød naturligt mellem latter, anekdoter, god mad og vin.
Det var tydeligt – på bare fem dage var gruppen gået fra at studere italiensk til at leve det.
📰 Når lokale medier lægger mærke til magi
Åbenbart var det ikke kun os, der kunne mærke den særlige energi i denne gruppe.
Lokale journalister dukkede op, nysgerrige efter at høre om disse danskere, der kom for at lære italiensk gennem Påskeugens traditioner.
– Hvordan er det at lære italiensk på denne måde?
spurgte de kursisterne.
Svarene var lige så forskellige som deltagerne selv, men alle havde én ting til fælles: begejstring over at have oplevet sprog som noget levende, ikke bare ord i en bog.
Vil du læse hele interviewet? Vi har oversat det til dansk – [find det her].
💝 Når sprogrejser skaber varige bånd
Efter fem intense dage var det tid til afsked. Men hvilken rejse vi havde været på sammen!
Fra den første nervøse mandag morgen på Cafè Novecento til de flydende samtaler fredag aften på Ristò.
Fra Tommasos overdådige gæstfrihed til Paolos passionerede vinfortællinger.
Fra Silvanas tålmodige keramikvejledning til den dybe stilhed i Santa Barbara-grotten.
Hver oplevelse havde tilføjet nye lag til deres italiensk – ikke bare ord og grammatik, men forståelse, følelse, kontekst.
– I har ikke bare lært italiensk, sagde jeg i min afskedstale.
– I har lært at leve italiensk.
– At forstå, hvorfor vi siger ‘piano piano’ (stille og roligt), hvorfor måltidet er helligt, hvorfor traditionen betyder så meget.
Det er noget, I tager med jer hjem – og som vil gøre jeres italiensk levende for altid.
